Engelsk kultur – det historiske, traditionsrige England

Engelsk kultur

England er med sine mange regnvejrsdage ikke et rejsemål, hvor der søges solskin og pålideligt vejr. England, det største og mest folkerige land i Storbritannien, er derimod en destination med hyggelige rammer, gode historier, smukke byer og grønne, eventyrlige landskaber. England og engelsk kultur er en blanding af nyt og gammelt.

Det er et interessant land, der både er kendt for sit multikulturelle folkefærd, pulserende storbyliv, turistede seværdigheder og muligheder for shopping, men det er også kendt for sine gamle, unikke bygninger og godser, bevarede traditioner, enestående litteratur og frodige, urørte landskaber. England er rig på historiske begivenheder, sit gamle kongerige og verdenskendte kunst og kultur.

De mange historiske byer byder på en unik atmosfære med rødder tilbage til romerne og vikingerne. Der er farverige kvarterer, musikalske toner, myter og mystik at komme efter, når det engelske land besøges og studeres nærmere. Snup en øl på en britisk pub eller nyd en kop nybrygget te, mens den engelske kultur opleves på nærmeste vis.

Det britiske kongerige – en fast del af engelsk kultur

England er rig på historie, politik og betydningsfulde begivenheder, der har haft stor betydning for udviklingen i resten af verden. England besidder en spændende historie med konger, dronninger, invaderinger, erobringer, henrettelser og krige, der er værd at studere nærmere på den næste ferie til England. I dag er England et konstitutionelt monarki, der styres på parlamentarisk vis. Hvad der er særligt for England, er den engelske kongefamilie, hvor dronning og statsoverhoved Elizabeth II i dag sidder på tronen. Det har hun gjort siden 1952. Buckingham Palace i London er den britiske monarks officielle bopæl, hvor især slottets vagtskifte er en stor attraktion for hovedstadens mange turister, og kongehuset er på mange måder en indgroet del af engelsk kultur.

Verdenskendt kunst, musik og litteratur

Når det kommer til kunst og kultur, står England bag store verdenskendte navne og værker. England har en stærk teatertradition, der har sat stort præg på opfattelsen af især dramatikken i Europa. William Shakespeare har med sine tragedie-, romance- og komedieværker som Hamlet og Romeo & Juliet gjort London og Edinburgh til Storbritanniens største teaterbyer og udbredt engelsk kultur til resten af verden.

På den engelske kunstscene tager David Hockney og Richard Hamilton sig godt ud med deres popkunst, og The Beatles, Rolling Stones, Madonna og Robbie Williams har bragt den britiske musikscene til internationale højder. England har gennem tiden affødt mange verdenskendte kunstnere og artister, som i stor stil præger de mange byer rundt omkring i England.

High Tea og Sunday Roast

To unikke og velbevarede traditioner i engelske hjem er den britiske eftermiddagste og det store familiemåltid om søndagen. High Tea nydes traditionen tro ved eftermiddagstid, omkring klokken 16. Til teen serveres små sandwichbidder og nybagte scones med dertilhørende syltetøj og flødeskum. Sunday Roast er derimod en søndagstradition, der tilbage i tiden var forbundet med kirkebesøg.

Dette måltid fandt sted efter søndagens kirketjenester, men anses i dag rettere for at være en måde at samle familien på. Sunday Roast er et stort måltid bestående af kød, kartofler, kogte grøntsager, sovs og Yorkshire-budding. I forlængelse af disse engelske traditioner er den såkaldte ”English Breakfast” også stærk forbundet med engelsk madkultur. Dette er en tung, rig morgenmad, som blandt andet består af baked beans, æg, bacon, pølser, stegte tomater, champignon og smørristet brød. England er især kendt for gode råvarer såsom ost, pølse og smagfuldt bagværk.

Vær den første til at skrive en kommentar

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*